Bremer/McCoy – 14. juni 2018
Når en af tidens største danske sangskrivere, Peter Sommer, vælger duoén Bremer/McCoy til samarbejdspartner på sin nye plade, så er det da vist i høj grad fordi de kan et eller andet.
Og det kan de. (Se blot vedhæftede live optagelse)
I september 2016 udgav de deres tredje plade “Forsvinder”, der også denne gang er blevet modtaget af anmeldernes begejstring. De har tidligere været på jazzkritikeres lister over årets udgivelser og spilles stadig flittigt på P8 Jazz. Allerede på debutpladen var ikonet Gilles Peterson på BBC fan og hypede bandet både i radioen og på nettet.
De to musikere og komponister, Jonathan Bremer og Morten McCoy, har haft en fælles vision om at komme tilbage til rødderne og skabe en tæt og nærværende stemning, som hvis man sad i samme stue som musikerne. Kompositionerne er enkle og stemningsfyldte og med et gennemgående organisk udtryk. Bremer/McCoy har i den forbindelse længe været fascineret af den varme lyd man får af at arbejde analogt med spolebånd. Den nye plade er derfor holdt helt analog fra optagelse til tryk.
Der er lagt op til en helt særlig aften på Dexter, hvor Bremer/McCoy vil præsentere en masse nyt materiale, krydret med materiale fra deres første tre albums.