FUSK
JAZZ FUSK er en moderne jazz kvartet, som er startet af trommeslager og komponist Kasper Tom. Den nye kvartet spiller overraskende, ukonventionelle kompositioner og frie improvisationer. Musikkens udtryk og sound kan skifte pludseligt mellem energiske grooves og melodiske passager som holder lytteren “oppe på tærene”.
Rudi Mahall (basklarinet) er et velkendt navn på den europæiske jazzscene. Hans unikke lyd og approach gør ham til en af de mest interessante musikere i verden i dag. I løbet a de sidste to årtier har han forbløffet Europas jazzpublikum i bands som f.eks: Der Rote Bereich, Globe Unity Orchestra, Die Enttäuschung og med Aki Takase.
Philipp Gropper (sax) er et nyt talent på jazzscenen i Berlin. I kraft af hans personlige lyd og medrivende “på kanten”-spil tilhører han eliten af unge, tyske jazzmusikere. Philipp spiller bl.a. også med med bandet Hyperactive Kid som var en af de helt store overraskelser ved Copenhagen Jazzfestival 2007.
Andreas Lang (bas) og Kasper Tom (trommer) er kvartettens danske islæt. Begge har fornylig boet og arbejdet en periode i Berlin. De er kendte fra andre sammenhænge med bl.a. Anders Mogensen, Hans Ulrik og fra bandet QUARTz som udgav deres debut CD “So ein ding muss ich auch haben” i 2006. Desuden er Andreas Lang modtager af prisen “Årets Fynske Jazzmusiker” 2008.
Denne nye Berlin-baserede kvartet er et spændende samarbejde på den europæiske jazzscene.
Koncerten er arrangeret i samarbejde med foreningen Generator Fyn.
