Dwight Lamb og Jensen & Bugge - arr. Folk Club Fyn

Dwight Lamb og Jensen & Bugge

arr. Folk Club Fyn

Dwight Lamb er efterkommer af den vendsysselske spillemand Kræn Jerup som emigrerede til USA. Hans repertoire fra hjemegnen blev videregivet i familien, og spilles nu af barnebarnet Dwight Lamb på enradet harmonika, og er vel derfor noget af et unikum!
Jensen & Bugge var sidste sommer i USA på turné og fik her muligheden for at spille med spillemanden med det gamle Vendsyssel-repertoire, og de arrangerede efterfølgende denne Danmarksturné så flere kunne få glæde af Dwight Lambs spil!

Jensen & Bugge mødtes allerede som børn, da de voksede op kun tre km fra hinanden, syd for Vejle, hvor de også gik til folkedans i den samme forening. Selv om de stod på bussen ved samme stoppested under det meste af skoletiden, varede det længe før de fladt i snak og fandt ud af, at de delte interessen for at spille folkemusik. Det var fakisk først da de havnede i samme klasse på folkemusiklinien på konservatoriet i Odense (2001), at de for alvor fik glæde af hinandens musik.

Jensen & Bugge har stor erfaring i og brænder varmt for at spille til dans, både sammen og hver for sig eller med andre musikere. Det er blevet til duoens specialitet og varemærke og ud af det opstod idéen til dette "projekt dialekt".

Duoen er lige nu ved at færdiggøre en DVD, det bliver den første udgivelse under navnet Jensen & Bugge, men både Mette og Kristian har tidligere udgivet cd´er i eget navn (med hinanden som medvirkende musikere) og med andre grupper. Den første Jensen & Bugge cd er også snart på vej..